Udviklingen - i hovedtræk - over begrænsninger i adgangen til OL-deltagelse.

Om kvalifikationsregler i de enkelte idrætsgrene vælges fra menu i venstre side.

Adgangsbegrænsninger i OL - i hovedtræk


For at holde deltagerantallet nede på et fornuftgt niveau, har det været nødvendigt at opstille nogle begrænsninger for deltagelsen i OL.

Disse begrænsninger er gennem årene blevet skærpet i takt med legenes udbredelse.


1896 - 1904

Ved de tre første OL var der formelt set ingen deltagerbegrænsninger. I princippet tilmeldte man sig selv - eller man blev tilmeldt gennem sin klub.

Begrænsningen lå i, at det for de fleste mennesker ikke var økonomisk muligt at foretage en rejse til Athen, Paris eller St. Louis. Med datidens transportmidler var det også meget tidskrævende. Kendskabet til begrebet ”de olympiske lege” var også begrænset til en lille del af verden.

Endelig var halvdelen af befolkningen afskåret fra deltagelse, da der ikke var (med enkelte undtagelser) konkurrencer for kvinder.


1908 - 1912

Rundt omkring blev der oprettet nationale olympiske komiteer, som nu stod for at sende atleter af sted til legene. Atleterne tilhørte nu et nationshold, hvor det tidligere var som individuelle deltagere - eller som medlem af et klubhold.

Der kom begrænsninger i antallet af deltagere, en nation kunne stille i de enkelte konkurrencer. Hovedreglen var, at der højst kunne deltage 12 atleter fra samme nation i en olympisk konkurrence. I holdkonkurrencer kunne en nation dog kun stille med et hold.


1920

Antal deltagere fra samme nation blev begrænset til højst fire deltagere i en individuel konkurrence.

I nogle idrætsgrene var der skrappere begrænsninger. I boksning og brydning kunne der højst deltage to deltagere i hver vægtklasse. I roning kunne en nation kun stille med en båd i hver konkurrence.


1924

Sejlsport fulgte roningens eksempel med kun en båd pr nation i hver klasse.


1928

I boksning, brydning og vægtløftning kunne hver nation nu kun stille med en repræsentant i hver konkurrence.


1932

Hovedreglen har siden 1932 været maksimalt tre deltagere pr nation i en individuel konkurrence. Mange idrætsgrene har dog haft begrænsninger på en eller to deltagere pr nation i en konkurrence.

Ved vinter-OL har man fastholdt fire deltagere pr nation pr konkurrence.


1952

Flere og flere nationer havde nu lyst og mulighed for at deltage. Især boldspillene talte godt i deltagerantallet - så der skulle indføres en begrænsning i antallet af hold i basketball, fodbold, hockey og vandpolo. Det lykkedes i første omgang kun i hockey - men det blev sidste gang, at en nation frit kunne tilmelde et hold til en olympisk konkurrence i et boldspil.


1956

Maksimalt 16 nationer i hver af boldspillene basketball, fodbold, hockey og vandpolo.


1960

I atletik blev der tillige indført et kvalifikationskrav. Hvis en nation ville deltage med mere end en atlet i en konkurrence, så skulle et fastsat kvalifikationskrav været opfyldt for alle nationens deltagere i konkurrencen.


1976

I gymnastik blev antallet af hold i holdkonkurrencen begrænset til kun 12.

I boldspillene blev konkurrencen begrænset til maksimalt 12 nationer - dog forblev fodbold uændret på 16 hold.


1988

Der blev som noget nyt sat et deltagermaksimum i nogle af de individuelle konkurrencer. I første omgang var det i bordtennis og tennis. F. eks 64 spillere i herresingle.

Skydning fastsatte selv et deltagerantal på maksimalt 412 skytter i alt.


1992

For at undgå 1/32-finaler i boksning, blev der sat en begrænsning på 32 boksere i hver vægtklasse.

Badminton havde OL-debut med begrænsning på 64 spillere i single og 32 par i double.


1996

Et kvotesystem blev indført for at holde det samlede deltagerantal nede på ca 10.500.

 

Hvert internatonalt idrætsforbud får nu tildelt et antal kvotepladser. Det er så op til idrætsforbundet at få lavet et regelsæt, så disse kvotepladser bliver uddelt på atleter, så det sikres, at de bedste kommer med til OL - men også, at der sker en geografisk spredning.


En nation skal nu først have opnået en kvoteplads i idrætsgrenen, inden en atlet kan udtages til deltagelse i OL.


Undtagelser

Hovedreglen fra 1932 med maksimalt tre deltagere pr nation pr OL-konkurrence har haft - og har stadig - nogle undtagelser:

I tennis har en nation kunnet være repræsenteret med fire spiilere i herresingle siden 2000 og tilsvarende i damesingle siden 2004.

I cykling har et specifikt antal nationer kunnet stille med fire eller fem cykelryttere i linjeløbet.

I ridning har der ved flere OL kunnet være fire ryttere pr nation i de individuelle konkurrencer.

Ved vinter-OL kan der i de individuelle skisportskonkurrencer være fire deltagere fra samme nation.


siden er lavet af Morten Jensen, august 2013 - senest opdateret 14. oktober 2023